Glasriket

Butikkerne i Glasriket bugner af gode tilbud. Overfor glasværket Kosta Boda ligger f.eks. det gigantiske Kosta Outlet. Det 20.000 kvadratmeter store shopping-område rummer alt fra tøj, sko og legetøj til bøger og skønne boligfund. Besøg også de mange Iittala Outlets, hvor du blandt andet kan købe Iittalas strømlinede glas, bestik eller smukke vaser og spare over 70 procent. Du finder også bl.a. lækkert keramik fra Höganäs, kvalitetsgryder fra Hackman og dekorerede tallerkner fra evigt aktuelle Rörstrand.

Möbelriket

Småland har altid været kendt for sin møbelproduktion og mange små virksomheder, der leverer rene nordiske design-klassikere, og Möbelriket er hjertet af den svenske møbelindustri. Her finder du designs af blandt andet Bruno Mathsson, Mats Theselius og Jonas Bohlin, samt virksomheder som Norrgavel og Svenssons i Lammhult – selvfølgelig til en særdeles fordelagtig pris. Men tjek endelig også nogle af de mange små producenter i Möbelriket. Kører man lidt sydpå, kommer man til Älmhult, hvor man kan besøge verdens første IKEA-varehus. Den oprindelige butik er ændret med tiden og er idag dét IKEA-varehus i verden, der har det største sortiment.

Loppemarked

Er man til svensk ødegårdsromantisk indretning, bør man tage et smut forbi et af de mange hundrede loppemarkeder i Småland, der særligt i sommertiden knopskyder overalt i regionen.
Smålands to største loppemarkeder vil helt sikkert imponere selv den mest garvede loppemarkedshandler og byde på massevis af fund. Det ene, Östregårds Antik og Loppmarknad, ligger i Moheda, 20 kilometer nord for Växjö. Det andet er Annas Kuriosa, som ligger i Hamneda lige ved E4.

Læs mere om Småland her