Nordsverige som vi kender det

Norrland er, som navnet vel antyder, den nordligste region i Sverige. I Norrland finder du områder som det eventyrlige Lapland, Västerbotten, Jämtland og Härjedalen.

Forkæl dig selv i svensk Lapland

Nordsverige er helt unikt og byder på uforlignelige oplevelser, som f.eks. Ice-hotel, de majestætiske nationalparker Sarek og Abisko, Aurora Sky Station, hvor du kan se nordlys, samt byerne Luleå og Kiruna. Her tilbydes aktiviteter du ikke kan opleve andre steder på denne jord – hvad med hundeslædekørsel med Samerne, kom tæt på rensdyrene eller forsøg dig med laksefiskeri under midnatssolen?! Husk at prøve samiske specialiteter suovas, som er let saltet og røget rensdyrkød serveret med brød og tranebær. Allerbedst smager det naturligvis, når du får det serveret indenfor i en lappkåta – altså et traditionelt samisk telt.

Eksotiske eventyr i de svenske fjelde

Regionerne Jämtland og Härjedalen er kendt for sine mange gårdbutikker og restauranter med lokale specialiteter på menuen. Bjergbyen Åre garanterer at dagene er fyldt med indhold og action – er er nemlig alle muligheder for herlig kajaksejlads, vandring, downhill-cykling og fiskeri. Området omkring nabobyen Östersund er udpeget som UNESCO Gastronomi-by, mens friluftsmuseet Jamtli er den største familieattraktion.

I regionen Västerbotten venter spændende byer som Umeå og Skellefteå, plus alt fra science center og zoo, til legepladser og en smuk kystlinie. Og når det gælder mad er det nok Västerbottenosten regionen er mest kendt for – én af de mest smagfulde souvenirs du kan tænke dig.