Ved den sydøstlige bred af Sveriges næststørste sø, Vättern, ligger den nuttede, lille landsby Gränna. Byen har ikke færre end 22 bolsjekogerier, der alle har specialiseret sig i at lave byens varemærke: Polkagrisen – en rød og hvid bolsjestang med pebermyntesmag.

Historien om polkagrisen, som i dag genfortælles i de mange velduftende bolsjekogerier, stammer tilbage fra midten af 1800-tallet, hvor den fattige enke Amalie måtte tænke kreativt for at forsørge sig selv og datteren efter mandens død. Det blev til polkagrisen, som er opkaldt efter polkaen, som var en uhyre populær dans på den tid.

Perlen i den store sø

Fra Gränna går der færge til Vätterns største ø, Visingsö. For udlændinge ikke et navn, der får mange klokker til at ringe, men for svenskerne er det et yndet udflugtsmål. Dog er her aldrig flere mennesker, end så snart man er ved færgelejet og hopper på den lejede cykel og tager på tur ud på øen, så er det, som om man har hele øen for sig selv.  Er man til en mere magelig transportform end jernhesten, så er remmalag – hestevognskørsel med lange vogne med bænke på – en mulighed. Det er en afslappende og hyggelig måde at se øen på.

Den store attraktion på Visingsö er kongeborgen fra 1100-tallet, og ruinen er en ren børnemagnet. Børn i alle aldre leger, kravler, løber og boltrer sig på og rundt om ruinen. Der er plads nok at røre sig på, så hvis I har lyst til at have det lidt fredeligt for jer selv, er der også rig mulighed for det, og det kan anbefales at bestille en picnickurv hos den nærliggende restaurant. Her er alt, hvad man behøver til en dejlig svensk frokost med ternet dug og lidt sødt til kaffen, måske afsluttet med en dukkert, inden færgen atter afgår mod fastlandet

Læs mere om Småland her