Sofiero i fuldt flor

Intet sted i Sverige ligger smukke, historiske slotte og herregårde så tæt som i Skåne. Et af de allersmukkeste er Sofiero Slott, der med sin beliggenhed få kilometer nord for Helsingborg er et fantastisk udflugtsmål i kombination med den smukke købstad.
Sofiero Slott blev opført i hollandsk renæssancestil i 1864, og slottet var den danske dronning Ingrids andet hjem, når hun og forældrene, det svenske kongepar Gustav Adolf og Margaretha, holdt sommerferier her. Slottet, den ualmindelig smukt anlagte slotspark med bl.a. rosenhave og den berømte rhododendron-have, blev rammen om dronning Ingrids opvækst, og hun vendte gennem hele livet tilbage til Sofiero med sin danske familie. Og den dag i dag er den tidligere danske dronning repræsenteret i haven i kraft af Dronning Ingrids Duftende Have.

Mekka for haveelskere

Men slotsparken, der i 2010 blev kåret til Europas smukkeste park, er nok mest kendt for sine mere end 10.000 rhododendronbuske, som i blomstringsperioden i maj-juni lokker haveelskere fra hele verden til Sofiero. Haven er dog en oplevelse hele året. Allerede i forårsmånederne blomstrer mere omkring en halv million blomsterløg overalt i parkens plæner, og når de mange rhododendroner er ved at blomstre af, tager havens mange roser over og spreder deres søde duft.

For familiens mindste er der Majas køkkenhave, der er inspireret af den svenske forfatter og illustrator Lena Andersons børnebøger om den nysgerrige og naturglade Maja.

Fantastisk udsigt til Danmark

Når de mange sanseindtryk i haven skal fordøjes, så er det tid til kage på Sofiero Glasveranda & Café, der byder på lækre små retter, hjemmelavede kager og en fantastisk udsigt over Øresund til Helsingør og Kronborg. Er der mere appetit, så besøg Sofiero Slottsrestaurang, der regnes blandt de 10 bedste restauranter i Sverige.

Læs mere om Skåne her