De tretusinde søers land

Fra den gigantiske sø Vänerns bredder i syd til storslåede udsigter i nord. Fra små, simple finnbygder i nordvest til dybe malmbrud i sydøst. Det midtsvenske område Värmland, der har forsynet verden med jern og træ i masser af år, tilbyder i dag en bred pallette af store oplevelser.

Klarälven, der er Sveriges længste elv, deler Värmland på midten og munder ud i Vänern – der nu vi er ved rekorder er Sveriges største sø og Europas tredjestørste. Om sommeren driver små tømmerflåder ned ad den lange elv med stilhedstørstende turister. Den korteste tur er en dag på floden, men man kan også leje en flåde i en hel uge.

Den imponerende elv, kan dog også sagtens opleves fra land. Langs hele elven går vej 62, eller hvad med cykeltur ad ruten for den nedlagte jernbane fra Karlstad til Uddeholm, der nu er asfalteret og bilfri.

Karlstad – Värmlands hovedstad

Den glade sol er symbolet på den største by i Värmland, Karlstad. Byen der ligger hvor Klarälven løber ud i Vänern har stolte traditioner for kunsthåndværk og er en pulserende by, der med sine mere end 70 spisesteder har ry for at være Sveriges mest krotætte.

Udover jern og træ har Värmland også leveret berømte forfattere til verden. Den største er uden tvivl Selma Lagerlöf, der som den første kvinde nogensinde modtog Nobels litteraturpris i 1909. Lagerlöf voksede op på Mårbacka lidt syd for skiområdet Sunne, hvor forfatteren og præstesønnen Göran Tunström i øvrigt voksede op.

Det er i dag muligt at besøge Selma Lagerlöfs hjem, og kan man ikke få nok af forfatterens univers, så lad dig forkæle på Selma Spa i Sunne, der flere gange er kåret som Sveriges bedste spa.